Viden om overløb

Se videoen her og bliv klogere på, hvordan et overløb fungerer

Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør

Se overløbsdata for Faxe Kommune

Er du interesseret i status for overløb og overløbsbygværker i Faxe Kommune, kan du se livedata ved at trykke på nedenstående knap. På siden kan du se status på forsyningens overløbsbygværker, se live opdateringer på udledning og hente data for forskellige tidsperioder

                                                                    Se overløbsdata

Spørgsmål og svar om overløb


Viden om overløb

Hvad er overløb?

Overløbsbygværkerne har eksisteret i mange år siden fælleskloakkerne er blevet anlagt og har fungeret som en slags sikkerhedsventil. En fælleskloak er et kloaksystem, der både modtager regnvand og spildevand i samme ledning. Når det regner meget kraftigt, kommer der mere vand i kloakken, end der er plads til. Overløbene er derfor med til at mindske risikoen for oversvømmelser i kældre og på privat grund, når det regner kraftigt. Samtidigt sikrer overløbene, at renseanlæg ikke overbelastes under kraftig regn.

Det vand, der løber over og videre ud i vandmiljøet, er regnvand blandet med lidt spildevand. Fast materiale bliver samlet op i en rist. Samlet set udgør overløbene ca. 2,7-3,5 % af de samlede mængder vand, der renses hvert år på Faxe Forsynings renseanlæg.

Hvad gør overløb ved vandmiljøet?

Spildevand kommer fra husstande, erhverv og institutioner, og indeholder bl.a. organiske stoffer, næringsstoffer og kemikalierester, samt sundhedsskadelige bakterier og virus.

Oftest er vandet så fortyndet, at der kun sker minimal påvirkning af vandmiljøet eller badevandskvaliteten. Næringsstofferne i fortyndet spildevand fra overløb kan dog være medvirkende til algevækst, især hvis høj sol og varme samtidig gør forholdene optimale. Algevækst kan medføre iltsvind i vandløb og søer når algerne nedbrydes. Tilsvarende kan indholdet af organisk stof i spildevand lægge sig som slam på bunden og forhøje iltforbruget når slammet nedbrydes.

Iltsvind har betydning for liv i søerne, herunder mængden og sammensætningen af fisk. Der kan være flere årsager til iltsvind, og problemet er størst om sommeren, hvor alger på grund af årstidens temperatur- og lysforhold vokser bedst.

Hvad betyder overløb for badevandskvaliteten?

I de fleste tilfælde har overløb til havet ingen indflydelse på badevandskvaliteten. Overløb kan dog indeholde sundhedsskadelige bakterier og virus i mængder, der gør vandet i nærheden af overløbsstedet uegnet eller direkte sundhedsskadeligt at bade i. Alvoren af et overløb i forhold til badevandskvaliteten er i sig selv afhængig af flere forskellige faktorer, f.eks. strømforholdene i vandet på det sted, overløbet sker, samt hvor lang tid der er gået, fra overløbet er ophørt. Overløb er blot en af mange faktorer som kan være skyld i, at havet i perioder ikke egner sig til badning.

Kommunen tager løbende prøver på badesteder, og kan om nødvendigt udstede badeforbud, hvis bestemte grænseværdier bliver overskredet – også hvis overskridelsen skyldes overløb. Især på såkaldt Blå Flag-strande, er der høje krav til både prøvetagning og varsling af badegæster ved overskridelser af grænseværdier.

Hvor er der overløb, og hvor udbredt er fælleskloaksystemet i Faxe Kommune?

Overløbsbygværker findes der, hvor der stadig eksisterer fælleskloaker i Faxe Kommune. Vi arbejder løbende på at kloakseparerer disse områder med henblik på at nedlægge de resterende overløbsbygværker. Der findes i øjeblikket overløbsbygværker i Haslev, Faxe, Faxe Ladeplads, Dalby, Rønnede, Karise, Terslev og Levetofte. 

Siden Faxe Forsyning overtog driften af spildevandsområdet i 2008, har vi indtil videre lukket syv overløbsbygværker som resultat af gennemførte kloaksepareringsprojekter, hvorved overløbsmængden er reduceret med ca. 10 %. Der resterer 30 overløbsbygværker fra fælleskloakkerne i Faxe Kommune.

Hvordan kan man forsvare at udlede spildevand til natur og vandmiljø?

Overløb er en sikkerhedsforanstaltning på de kloakrør, der både håndterer regnvand og spildevand, idet de har til formål at forhindre, at regnfortyndet spildevand presser sig op igennem kloakdæksler eller op i kældre, hvor det vil udgøre en sundhedsrisiko for mennesker og kan forårsage materielle skader.

Som forsyning er vi selvfølgelig bevidste om den belastning, overløb påfører vandmiljøet. Derfor har vi også igangsat flere indsatser for at komme overløbsproblematikken til livs, f.eks. kloakeringsseparering, hvor regnvand og spildevand adskilles og kloakkerne derved skånes for den overbelastning, der medfører overløb af regnfortyndet spildevand.

Faxe Forsyning og Faxe kommune etablerer således heller ikke nye kloaksystemer, hvor regnvand og spildevand løber sammen - altså kloaksystemer, der kan ske spildevandsoverløb fra – og vi arbejder løbende på at separere de eksisterende fællessystemer.

Indsatser

Kan man lukke overløb og håndtere spildevandet på andre måder?

Overløbsbygværker er i sin tid lavet som en sikkerhedsventil på kloaksystemet, så private husstande, virksomheder og institutioner kan komme af med deres spildevand under hensigtsmæssige, kontrollerede forhold, også når der er pres på systemet. Hvis man blot lukker overløb uden andre foranstaltninger, vil der uundgåeligt ske tilbageløb og oversvømmelse med spildevand både inden- og udendørs, når det regner meget. Derfor har kommune og forsyning valgt, at udfordringen bedst løses ved at adskille regnvand og spildevand med kloakseparering. Dette er allerede gennemført flere steder, og arbejdet er fortsat i fuld gang andre steder i kommunen.

Er det muligt at blive helt fri for overløb og hvordan?

For helt at undgå overløb som indeholder spildevand, er den mest hensigtsmæssige løsning at separere samtlige kloakledninger. Det er både omstændigt og dyrt at udskifte alle fælleskloakker med separate, og samtidig kan der være specielle hensyn at tage pga. beskyttede naturområder, fredninger og lignende, som besværliggør arbejdet.

Hertil kan der være både bæredygtige og samfundsøkonomiske ulemper ved at udskifte velfungerende fællessystemer med kloakseparering. Langt størstedelen af kloakkerne i Faxe Kommune er dog separerede, og mængden af separeret kloakledning er fortsat stigende i takt, med at flere kloaksepareringsprojekter fuldføres. Selv i separerede kloakker kan der dog forekomme fejlkoblinger, som medfører at spildevand havner i regnvandsledningen og løber med ud i vandmiljøet, ligesom spildevandsledningen tilsvarende kan belastes af uvedkommende regnvand.

Hvad gør Faxe Forsyning lige nu for at undgå skadevirkninger fra overløb?

Overløb er en fælles problemstilling for alle spildevandsselskaber. Derfor samarbejdes der i relevante faglige fora på nationalt plan for at finde de bedste løsninger – dem, som gavner vandmiljøet og samtidig er økonomisk mulige at gennemføre.

I Faxe Forsyning planlægger vi hele tiden anlægsprojekter, hvor nye kloakker anlægges eller gamle renoveres, og her arbejder man med at prioritere netop de anlægsprojekter, der giver mest miljøforbedring for pengene.

Hvad gør Faxe Forsyning og Faxe Kommune for at forebygge overløb på sigt?

En vigtig del af vores arbejde som forsyning er at implementere tiltag, som minimerer belastningen af det vandmiljø, som har stor værdi for livet i Faxe Kommune. Dette omfatter især arbejdet med at nedbringe antallet af overløb.

Den mest effektive indsats i kampen mod overløb er kloakseparering, hvor gammel fælleskloak med både spildevand og regnvand ændres til to separate rør – et til spildevand og et til regn- og overfladevand. I Faxe Kommune er størstedelen af den samlede ledningslængde kloaksepareret.

I tillæg hertil planlægger Faxe Forsyning sammen med Faxe Kommune nye anlægsprojekter efter, hvor de vil give den største miljømæssige gevinst. Prioriteringen sker ud fra en helhedsvurdering, der tager højde for bl.a. kloaksystemets tilstand, sårbarheden i det omkringliggende vandmiljø og den reelle belastning heraf fra overløb.

I de senere år har Faxe Forsyning i samarbejde med Faxe Kommune gennemført kloaksepareringsprojekter i Faxe Ladeplads, Dalby og Karise.

Hvordan overvåger Faxe Forsyning eksisterende overløb?

Vi har installeret flowmålere og anden overløbsovervågning på langt de fleste af vores overløb for at sikre et godt datagrundlag for vores arbejde, idet det skaber viden om, hvor vi kan sætte ind med størst effekt. Samtidigt sikrer overløbsovervågning, at vi alarmeres ved eventuelle overløb under tørvejr. Overløb under tørvejr kan forekomme ved tilstopning af kloaksystemet og skal opdages og stoppes øjeblikkeligt. Denne slags overløb sker heldigvis meget sjældent. 

Data om overløb indberettes årligt til Miljøstyrelsens PULS-database. Det hjælper forsyninger og kommuner med at få overblik over overløb og udviklingen i deres belastning af det omkringliggende vandmiljø. Samtidigt fører miljøstyrelsen tilsyn med forsyningens overløb.

Udledningstilladelser

Har Faxe Forsyning tilladelser til alle overløb fra fælleskloakken i Faxe Kommune? 

Faxe Forsyning har i 2023 ansøgt Faxe Kommune om udledningstilladelse for alle overløbsbygværker, hvor udledningstilladelsen er bortkommet. Vi har modtaget alle manglende udledningstilladelser for overløb fra fælleskloakken. 

Der er på intet tidspunkt opført overløbsbygværker uden myndighedstilladelse, og alle udledninger inkl. overløb er således lovlige i den forstand, at der ved etableringen har foreligget de fornødne tilladelser.

Hvem giver tilladelse til udledninger?

Det er et krav, at der skal foreligge udledningstilladelser for alle udløb, herunder overløb, ligesom alle udløb skal fremgå af kommunens spildevandsplan, med oplysninger om bl.a. beregnede overløbsmængder, samt af den fællesoffentlige database PULS.

Kommunerne er tilladelsesmyndighed for udledninger. Faxe Kommune står for udstedelsen af tilladelserne til Faxe Spildevand A/S (under Faxe Forsyning) til at udlede spilde- og overfladevand, herunder ved overløb. Kommunen fastsætter i den forbindelse en grænse for, hvor meget hvert enkelt udledningspunkt må udlede hvert år, og den fastsatte mængde vil fremgå af udledningstilladelsen, sammen med andre kriterier.

Udledningstilladelser skal gives under hensyntagen til vandmiljøet, ligesom der ikke må gives en udledningstilladelse, som hindrer opfyldelse af et vandområdes miljømål. Opfyldelse kan sikres ved at stille en række vilkår i udledningstilladelsen.

Kommunerne er forpligtede til årligt at indberette tal for de udledninger, der finder sted, til databasen PULS.  I samme database skal kommunerne indlægge de vilkår og betingelser, som de har angivet i de udledningstilladelser, de har udstedt.

Miljøstyrelsen er tilsynsmyndighed, og fører således tilsyn med spildevandsselskabernes udledninger ud fra de indberettede data i PULS.

Hvornår udløber Faxe Forsynings udledningstilladelser for overløb?

Som udgangspunkt er alle udledningstilladelser permanente indtil tilsynsmyndigheden eventuelt vurderer, at kravene skal skærpes. I januar 2024 godkendte Faxe Kommune nye udledningstilladelser til overløb, hvor tilladelserne var bortkommet. Disse tilladelser er midlertidige og er gældende til og med udgangen af 2026.